Vi kan lide det lokale, finde de hyggelige cafeer, og trille rundt med fyldt barnevogn, og fornemme hvem der egentlig bor i byen. At tage på ferie med børn stiller nogle større krav med hensyn til hotellet især, men samtidig er vi ikke bange for alternative valg i forhold til beliggenhed eller antal stjerner.
Før afrejse befandt vi os i Aalborg, og en togtur til Hamborg i fire dage var både overskueligt og billigt, og tager ikke mere end ca 6 timer. Vi fandt togbilletter til 1000kr tur/retur for os alle. Hotel ophold for fire nætter blev 2000kr. Se link til hotel længere nede.
Vores ældste pige på 4 år er vandt til togtransport, da vi ofte tager turen København – Aalborg. Vores yngste pige på 6 måneder er for det meste glad, hvis bare hun kan sidde på os, gumle i et stykke legetøj og få sig en lur i ny og næ.
En togtur til Hamborg var derfor et perfekt valg for os som første ferie ud af landet, nu med to små børn.
Aalborg togstation på vej til Hamborg:

Vi havde pakket minimalt med bagage (1 rygsæk, 1 sportstaske, 1 lille pusletaske, 1 børnerygsæk med legetøj, 1 bæresele og 1 mulepose med mad)
Med et nyt ‘Elsa blad’ fra 7/11, høretelefoner, lidt lego og bamse så kan man rejse ret langt med vores ældste uden brok. Vores yngste på 6 måneder sover, og sidder en smule op med hjælp fra os og er underholdt af alt, og især sin storesøster.
Elsa blad og film En lur på sædet
Rejsen til Hamborg var med 2 togskift og en god pause i Fredericia, som vi udnyttede en en tur på legeplads og frokost. Derefter et togskift i Flensborg. Alt i alt en rigtig fin og afslappende tur, på sådan en børnefamilie agtig måde 😉 Man skal selvfølgelig have mod på at slæbe barnevognen op og ned i togene, have tålmodighed og masser af mad med i muleposen.
Togskiftet/pausen på ca halvanden time i Fredericia:
Det var lidt spændende hvilke slags tog, og ikke mindst hvilke siddepladser vi kunne få fra Flensborg til Hamborg – og hvad med barnevognen? Men det viste sig at være helt OK. Jeg sad nedenunder (et dobbeltdækker tog) med barnevognen med Adda i, der hvor cyklerne står, og min kæreste Anders og vores ældste pige sad ovenpå.
Vi ankom til Hamborg, og hoppede på en bus fra banegården som kørte direkte hen til hotellet.
Hotellet vi valgte blev Budapester Hof Hotel i bydelen St Pauli, som er på den højre side af floden Elben, en meget central del af Hamborgs bymidte. Området er præget af at have masser af cafeer, restauranter, de fleste dækket af grafitti, og eftersigende et ret lidt vildt natteliv med deres eget Red Light District. Vi valgte dog det her område fordi vi gerne ville være tæt på bydelen Sternshanze. En bydel som også er præget af grafitti, især det forhenværende teater Rote Flora, der er et symbol på venstreorienteret aktivisme. Derudover finder man en masse retro og genbrugsbutikker, og gaderne er enorm stemningsfyldte og smukke.
Porten til baggården Hotelværelset “Hjemme restaurant” i baggården foran vores bungalow værelse Date i baggården
Vi forsøgte på ikke at lave for mange planer for dagen, altså mest bare gå rundt og tage en masse pauser på cafeer, eller finde en legeplads og koble af der. Vores datter på 4 år er god til at gå langt, men med de mange indtryk og uvisheden om hvor længe hun skulle gå, resulterede i at hun sad rigtig meget på Anders’ skuldre. Vi har efterhånden lært at skrue ambitionsniveauet ned, og indset at vi ikke kan se alle attraktioner på en ferie, så er der også undskyldning for at komme tilbage.
Rote Flora Frokost på kebabrestauranten LOKMAM
Hvis man har brug for en let tilgængelig og hyggelig tysk get-away, så kan Hamborg virkelig anbefales. Hop på toget og du lander midt i byen, klar til at udforske de forskellige bydele som selvfølgelig skal skylles ned med tysk autentisk mad og drikke.
Anbefalinger:
Planten un Blomen parken: En stor park midt i Hamburg med en enorm legeplads som vores pige på 4 år elskede, derudover fandt vi også et område med japansk havetema, og overalt er der smukke blomster og tid til hygge i skyggen. Et dejligt grønt pusterum.
Alter Elbtunnel: Den gamle Elbtunnel bliver stadig brugt på cykel og til fods. Er man i Hamborg om sommeren er temperaturforskellen mellem jordniveau og tunnel tydelig. Adgang er gratis og det er absolut et besøg værd. Læg mærke til de gamle kakler på vejen gennem tunnelen med mange forskellige motiver.
Madmarked i Altstadt, Wochenmarkt Katharinenkirchhof: Leder i efter “street” mad alla tyskland, så er det værd at gå herhen. Kun åben om tirsdagen. Her kan man blandt andet få alle de tyske mad klassikere og mærke det lokale samfund. Det er her de lokale får frokost og handler ind.
Restaurant Franziskaner: Udendørs og indendørs servering af kolde fadøl og klassisk tysk mad i autentisk stil. Både uniformerne og indretningen er gennemført!
Lokmam: Fremragende kebabrestaurant, eftersigende den bedste i Hamborg. Her får man store portioner af kylling, lam eller oksekød, til små penge.
Juwelier Espressobar: Et lille charmerende café med lækker frokost servering, meget lokal og udendørsservering under farvede parasoller. Jeg tror de skifter menuen jævnligt, så helt sikkert et besøg værd igen.
Leave a Reply